Gode råd til at sikre din bolig ved skybrud

Alt tyder på, at vi i fremtiden skal vænne os til mere ekstremt vejr i form af storme og skybrud. Eksperter forudsiger, at ekstreme regnskyl vil forekomme både oftere og voldsommere som følge af klimaforandringerne. Derfor er det vigtigt at gøre, hvad du kan, for at sikre din bolig ved skybrud.

 

Kraftig regn eller skybrud?

Der skal falde 15 millimeter regn eller mere inden for 30 minutter for, at kraftig regn kan betegnes som et skybrud. Det har stor betydning for din dækning, om det er kraftig regn eller et skybrud, som har forårsaget oversvømmelse af din bolig og givet skader på indbo eller bygning.

Hvis det er skybrud, som er årsag til skaderne, dækker din villaforsikring ødelæggelser på din bolig. Det gælder gulve og lofter. Din indboforsikring dækker vandskader på dit indbo.

Hvis der derimod “kun” er tale om kraftig regn, så dækkes ødelæggelserne kun, hvis din villaforsikring er udvidet med tilvalgsdækningen Udvidet vandskade. Ødelagt indbo dækkes ikke, hvis det skyldes kraftig regn.

 

Årsager til oversvømmelse af din bolig ved skybrud

Her er nogle af de typiske årsager til oversvømmelse af boliger:

  • Tilstoppede tagrender, nedløb og brønde kan forårsage oversvømmelser i din bolig, fordi vandet ikke kan løbe fra korrekt under skybrud. Det kan medføre vandskader på din grund eller inde i dit hus.
  • Kloakkerne kan blive overbelastede ved voldsomme regnskyl, så afløbsvandet presses op gennem gulvafløbet i din kælder.
  • Revner eller huller i husets fundament kan betyde, at vand trænger ind i kælderen.
  • Utætte tagbrønde eller kloakledninger kan medføre vandskader på grund af et stort pres, som resulterer i, at vandet presses op fra toilettet eller gulvafløb.

 

 

Sådan sikrer du bedst din bolig ved skybrud

Der er nogle lavpraktiske metoder, du kan bruge til sikre din bolig ved skybrud:

  • Luk alle døre og vinduer. Ved skybrud kan vandet komme ind af både tagvinduer, vinduer i facaden og specielt døre og vinduer i kælderen. Luk derfor alle døre og vinduer, når der er varsel om skybrud.
  • Hvis der er ventilationshuller i ydervæggene, bør du lukke dem. Du kan skrue krydsfinerplader åbningerne.
  • Tjek om afløb og tagrender er fri for grene og snavs, så vandet kan løbe frit.
  • Fjern det indbo fra kældergulvet, som er mindst modstandsdygtigt overfor vand. Beskidt kloakvand kan trænge ind i kælderen, så dit indbo kan med fordel stå på stålreoler, der efter en oversvømmelse kan vaskes af og desinficeres.
  • Begræns opstigende kloakvand ved at lægge et stort stykke plast ovenpå gulvafløbet, og læg sandsække ovenpå. Læg en krydsfinerplade ovenpå sandsækkene, og få den til at holde fast ved at fastklemme en lægte fra pladen til loftet.
  • Hav sandsække parat. Sandsække kan stoppe meget vand i at trænge ind i boligen.
  • Hav en automatisk pumpe i huset, hvis du før har haft vand i kælderen. Du skal kun benytte pumpen, hvis det er regnvand, der trænger ind i huset. Hvis det er opstigende kloakvand, skal det opsamles i spande, indtil det er muligt at hælde i kloakken igen.

 

 

Kilde: www.bolius.dk

Vi er tæt på og klar til at hjælpe dig

Forsikring handler om dig, dine ting og dit liv. Vi er lokale og tæt på hvor du bor. Både når du køber ny bil, hus eller når du har fået barn. Vi er klar til at hjælpe – ring 55 75 09 99.