Når tilbuddene frister – og svindlerne følger med
Black Week, Black Friday, Cyber Monday og januarudsalg. Det er perioder, hvor der bliver klikket ekstra meget rundt på webshops – og hvor cyberkriminelle ser deres snit til at snyde.
Det går stærkt, når tilbuddene er gode. Men det er netop her, det er vigtigt at stoppe op et øjeblik og sikre sig, at alt er, som det skal være. For bliver du først snydt, kan det være både bøvlet og dyrt at rydde op bagefter.
Vi har samlet en række gode råd, der kan hjælpe dig med at handle sikkert online – uanset om du jagter et godt tilbud eller bare handler til hverdag.
1. Tjek webshoppen og brug din sunde fornuft
Hvis en pris virker for god til at være sand, så er den det ofte også.
Kig på webadressen: Starter den med “https”? Er der en hængelås i browseren? Er der tydelige kontaktoplysninger og en troværdig “Om os”-side?
Et andet godt tegn er, hvis webshoppen har gode anmeldelser – fx på Trustpilot. Det kan give et hurtigt billede af, om du kan regne med butikken.
2. Vær kritisk overfor gode tilbud og fupmails
Svindlere er dygtige til at lave falske webshops og e-mails, der ligner de rigtige. De lokker med konkurrencer, vanvittige rabatter og tidsbegrænsede tilbud.
Klik aldrig på links i mails eller SMS’er, du ikke har tillid til.
Gå i stedet direkte ind på butikkens officielle hjemmeside via din browser.
3. Giv kun det nødvendige og betal sikkert
Uanset hvor godt et tilbud virker, skal du aldrig afgive mere information end nødvendigt. Kreditkort, adresse og telefonnummer er normalt – men bliver du bedt om at oplyse CPR-nummer eller kodeord, skal alarmklokkerne ringe.
Brug sikre betalingsmetoder som betalingskort eller MobilePay – og undgå bankoverførsler.
4. Hold øje med din konto
Selvom du føler dig sikker, er det altid en god idé at følge op. Tjek løbende din netbank og kortoversigt for ukendte transaktioner.
Oplever du noget mistænkeligt, så kontakt din bank eller os med det samme.
Hvad dækker din forsikring?
De fleste almindelige indboforsikringer – herunder vores – dækker ikke økonomisk tab, hvis du bliver snydt i en online handel og fx aldrig modtager varen.
Det skyldes, at den slags typisk betragtes som bedrageri og ikke som en skade, der er omfattet af forsikringen.
Dog kan du få hjælp, hvis dine personlige oplysninger bliver misbrugt i et egentligt identitetstyveri. Men det gælder ikke phishing, hvor du selv er blevet lokket til at oplyse adgangskoder eller kortoplysninger.
Er du i tvivl om, hvad din forsikring dækker? Så kontakt os. Vi hjælper dig gerne med at skabe overblik.

Hvis skaden er sket
- Kontakt sælgeren og forsøg at løse sagen direkte
- Kontakt straks din bank, hvis du har betalt med betalingskort – de kan muligvis hjælpe med at få pengene tilbage via det, der kaldes “chargeback”
- Anmeld sagen til politiet, hvis du er blevet snydt eller mistænker svindel
- Gem al dokumentation, fx kvitteringer, mails og skærmbilleder
Kort sagt: Sådan handler du trygt online:
- Brug kun sikre og kendte webshop
- Vær kritisk overfor tilbud, mails og SMS’er
- Giv kun nødvendige oplysninger
- Betal med sikre løsninger
- Hold øje med dine kontobevægelser
- Reagér hurtigt, hvis du bliver snydt
Har du spørgsmål til din forsikring – eller vil du sikre dig bedre mod cyberkriminalitet?
Så tag fat i os. Vi sidder klar til at hjælpe dig trygt videre.