Hvem er dækket af rejseforsikringen?

Hovedreglen er at vi dækker husstanden, altså alle dem som bor under samme tag som dig (forsikringstager).  Det har ikke nogen betydning, hvem som rejser, hvor tit I rejser, eller om I rejser sammen eller hver for sig.

Det har heller ikke nogen betydning, hvem som betaler for rejsen. Rejseforsikringen tegnes som et tilvalg til ens indboforsikring.

Vær opmærksom på, at hvis din rejseledsager har rejseforsikring i et andet forsikringsselskab eller udbyder, herunder fx via et kreditkort, ydes kun dækning, hvis rejseledsagerens egen forsikring ikke dækker.

Én voksen

Bor du alene? Vi dækker naturligvis dig – og som noget helt særligt én ekstra rejseledsager, som ikke bor på forsikringsstedet, dvs. ikke deler folkeregisteradresse med dig. Se pkt. 1.7 i rejsebetingelserne.

  • Du har altså mulighed for at tage én ven, veninde eller en helt tredje med på ferie, som vil være dækket af din rejseforsikring.

Har du delebørn, hvor de ikke har folkeregisteradresse hos dig, er de dækket af din rejseforsikring. Dog kun når de rejser med dig.

Et par eller en familie

Er I et par eller en familie med et eller flere børn dækker vi jer allesammen. Dvs. alle som har folkeregisteradresse hos dig.

 

Vi dækker både, når I rejser sammen, og når I rejser hver for sig, fx hvis:

  • dine børn tager på udflugt med skolen, rejser med venner eller skal på ferie med bedsteforældrene
  • du tager på skiferie og din samlever/ægtefælle tager på spa-tur

 

Består din familie også af delebørn, der bor fast hos den anden forældre, så de altså ikke har folkeregisteradresse hos dig, så er de dækket af din rejseforsikring, så længe de rejser med mindst én person fra din husstand.

Det kunne være:

  • din samlever/ægtefælle rejser på ferie med dine delebørn uden dig
  • dit hjemmeboende barn på 25 år tager dine delebørn med på ferie

 

Delebørn og udeboende børn er dækket indtil de bliver 21 år… så længe de ikke er gift, bor sammen med en kæreste eller selv har hjemmeboende børn.

En familie på rejse med venner

Hvis I rejser på ferie med venner, så skal I have hver jeres rejseforsikring!

Inviterer I jeres børns venner eller kærester med på ferie, har vi en særlig ekstra dækning. Se pkt. 1.7 i vores rejsebetingelser, som gælder én ekstra person.

  • Det betyder, at rejser din familie og dig på ferie, så kan I medbringe én ekstra person under 21 år, der ikke bor hos jer (folkeregisteradresse), og som rejser med dig/jer uden egne forældre. Inviterer I flere af jeres børns venner/kærester med, så skal de have deres egen rejseforsikring.

 

Er du den eneste fra husstanden, som skal på ferie, så dækker forsikringen én ekstra person (uanset alder).

  • Det betyder, at du må medbringe én ven eller veninde på din rejse (uanset alder). Kravet er at denne person ikke bor hos dig (ikke samme folkeregisteradresse), og at du rejser uden andre personer omfattet af din husstand. Rejser andre personer med fra din husstand, så glæder reglen om én ekstra person under 21 år.

Bedsteforældre

Er I bedsteforældre, der rejser med jeres børnebørn, gælder ligeledes den særlige dækning om én ekstra person.

  • Det betyder, at rejser I på ferie så kan I medbringe én ekstra person under 21 år, der ikke bor hos dig/jer (folkeregisteradresse), og som rejser med dig/jer uden egne forældre.
  • Inviterer I flere af jeres børnebørn med på ferie, så skal de have deres egen rejseforsikring. Forældrene skal selv sørge for en rejseforsikring til børnene.

Bofællesskab

Bor du i et bofællesskab med én anden person dækker vi jer begge uanset om I er kærester eller ej.

Bor I mere end to sammen, så skal I have hver jeres forsikring.