Forsat vækst giver overskud på det forsikringstekniske resultat på trods af flere store skader i første halvår
Samlet set leverer Lokal Forsikring et overskud på 3,3 mio. kr. i første halvår 2018. Heraf udgør overskud på forsikringsvirksomheden 2,2, mio. kr. og et overskud på investeringsvirksomheden på 1,1 mio. kr. “Det er et tilfredsstillende resultat, set i lyset af, at flere af vores kunder har været hårdt ramt af store skader”, udtaler administrerende direktør Michael Nørgaard Larsen.
Ikke mindre end 11 storskader – heriblandt en del bygningsbrande har forsikringsselskabet erstattet i løbet af de første 6 måneder, til en samlet omkostning på ca. 25 mio. kr., hvilket har betydet, at det samlede udbetalte erstatningsbeløb i første halvår 2018, er på 110 mio. kr. mod 89 mio. kr. ved sidste års halvårsregnskab.
Direktør Michael Nørgaard Larsen udtaler; “I situationer som dem, nogle af vores kunder har oplevet i foråret, er vi glade for, at vi kan være der for dem som forsikringsselskab. Det jo netop det, der berettiger vores eksistens. Et gensidigt selskab bygger på medejerskab blandt kunder og selskab, og hvis vi skulle være skuffede over, at vi skulle bruge flere penge på udbetaling til skader end budgetteret, så ville det gå stik mod tanken om et gensidigt selskab.”
Michael Nørgaard Larsen forsætter: “Når vi så har haft flere store skader, end i de senere år, er det netop glædeligt, at vi kan konstatere, at vi forsat kan levere et forsikringsteknisk overskud. Det viser os, at vi har en sund forretning med mange loyale kunder og medejere.”
Uro på de finansielle markeder
Der har været en del uro på de finansielle markeder i foråret, og det har betydet at det samlede afkast på investeringsvirksomheden kun lander på 1,1 mio. kr. mod 5,3 mio. kr. ved sidste års halvårsregnskab. Selskabet forventer at udviklingen på de finansielle markeder forsat er præget af usikkerhed de kommende måneder.
Lukning af administrationskontor i Odense
Den 1. juli lukkede koncernen sit administrationskontor i Odense. Det har længe været et ønske at samle alt administrativt personale på hovedkontoret i Næstved. Herved kan koncernen samle alle faglige kompetencer geografisk på et sted, og derved optimere effekten af sparring på tværs af afdelingerne og derved også kvaliteten i sagsbehandlingen, til glæde for kunderne.
Med lukningen af administrationskontoret i Odense betød det, at selskabet måtte sige farvel til 7 medarbejdere, og koncernens forsikringsmæssige omkostninger er således påvirket negativt med 1,2 mio. kr. i fratrædelsesgodtgørelser mv.
Samlet lander koncernens omkostningsprocent på 23,7 % mod 23,4 % i første halvår 2017.
Combined ratio
Combined ratio, der viser koncernens samlede erstatnings- og omkostningsprocent, ligger på 98,7 %, mod 95,4 % samme tid sidste år. Resultatet skyldes hovedsageligt de tidligere nævnte udgifter til store skader, samt den strategiske beslutning om lukningen af administrationskontoret i Odense.
Forsat vækst i første halvår 2018
De seneste 5 år har Lokal Forsikring hvert år vækstet i forsikringsporteføljen, og det er forsat tilfældet. I første halvår 2018 er koncernen vækstet med 4,4 %.
“I et marked med hård konkurrence er vi meget tilfredse med den forsatte vækst i vores portefølje”, udtaler Michael Nørgaard Larsen. “Vi vil forsat differentiere os på forsikringsmarkedet, ved at være til stede lokalt på vores mindre kontorer på Sjælland og Fyn, samt ved at have et stort salgskorps af lokale assurandører, der kan formidle og rådgive om forsikringer til både private kunder, virksomheder og til landbruget.”
Egenkapital og solvens
Lokal Forsikring er forsat meget velkonsolideret og koncernens egenkapital udgør pr. 30.06.2018 243 mio. kr. Lokal Forsikring har en overdækning i forhold til solvenskapitalkravet (SCR) på 1,89 gange behovet, hvilket er tilfredsstillende.
Forventet udvikling for 2018
Lokal Forsikring har i 2018 forsat fokus på en kontrolleret og lønsom vækst og forventer således et positivt forsikringsteknisk resultat for hele regnskabsåret med en combined ratio i niveauet 94-96 %.
Administrerende direktør Michael Nørgaard Larsen slutter; “Vi ser meget positivt på fremtiden, og arbejder hele tiden med at udvikle kundeoplevelsen. Vi ønsker forsat at styrke den lokale tilstedeværelse på Sjælland og Fyn, og vi ønsker at vækste i et tempo, hvor vi stadig kan have den gode og individuelle kundeservice i højsædet.”