Går ferien til udlandet i år? Så download Udenrigsministeriets opdateret app ’Rejseklar’ og tilmeld dig Danskerlisten. På den måde er du bedre rustet, hvis din feriedestination pludselig bliver ramt af fx store skovbrande, oversvømmelser eller uroligheder.
I et nyt og mere brugervenligt design kan du nemt finde Udenrigsministeriets rejsevejledninger, der løbende opdateres. Du kan også få gode råd i nødsituationer, som hvis du fx mister dit pas, bliver syg eller udsat for kriminalitet.
Som noget nyt kan du i appen tilmelde dig Danskerlisten med et enkelt klik. Så modtager du push-beskeder, hvis der opstår kritiske situationer i det land, du opholder dig i. Hvis du slår ‘automatisk tilmelding’ til, bliver du tilmeldt Danskerlisten for landet, så snart du åbner appen. Så kan Udenrigsministeriet sende dig en krisebesked, hvis der opstår en alvorlig krise.
Hvis du får behov for akut hjælp, er det nemt at finde kontaktinfo til alle danske ambassader og konsulater rundt om i verden og til Borgerservice.
Hvert år hjælper Udenrigsministeriets Borgerservice tusindvis af danskere, når de kommer i problemer i udlandet. Med den nye app er håbet, at endnu flere rejsende vil bruge Rejseklar, tilmelde sig Danskerlisten og få større tryghed og sikkerhed på rejsen.
Læs mere om Rejseklar i Udenrigsministeriets pressemeddelelse Ny Rejseklar-app skal med danskerne på sommerferie | Udenrigsministeriet (ritzau.dk) og find FAQ samt link til download her REJSEKLAR app (um.dk)