Folketinget har vedtaget en ny terrorforsikringslov, som træder i kraft den 1. juli 2019.
Loven sikrer alle private personer og erhvervsvirksomheder erstatning som følge af terrorskader, som finder sted ved brug af nukleare, biologiske, kemiske eller radiologiske våben, også kaldet NBCR-terror.
For fremtiden hæfter staten for skader forårsaget af NBCR-terror. Der er tale om en statslig forsikringsordning, som dækker skader på bygninger, løsøre, jordområder og motorkøretøjer, der bliver beskadiget, forurenet eller uanvendelige på grund af terror af den art. Det er en betingelse for ret til erstatning efter den nye lov, at de beskadigede genstande er brandforsikret.
Da dækningen for sådanne skader fremadrettet betales af staten, ophører den hidtidige dækning i Lokal Forsikring GS i alle forsikringer, som ellers hidtil har omfattet denne dækning.
Heldigvis er det sjældent, at der sker NBCR-terror, men hvis det finder sted, skal skaden anmeldes til os, da vi som privat forsikringsselskab håndterer sagsbehandlingen for staten. Vi takserer skaden og opgør erstatningen, som herefter udbetales af Terrorrådet, som er den nye statslige myndighed, der forvalter terrorforsikringsloven.
Vil du vide mere om loven, kan du læse nærmere på Forsikring og Pensions hjemmeside her.